Aniella Bonnichsen

ANMELDELSER AF FOREDRAG

Foredrag af biologisk mor
–Aniella Bonnichsen
Adoption & Samfund, Ribe amt

Den korte ”reklameversion”:

”Stof til eftertanke – og masser af det!” Det er det, der først falder mig ind efter foredraget af Aniella Bonnichsen, der bortadopterede sit første barn i 1970.

Aniella beskriver, hvordan bortadoptionen kom til at påvirke hele hendes liv. Hun fortæller levende, ærligt og meget stærkt om, hvilke følelser der er på spil for den ofte glemte part i adoptionstrekanten: Den biologiske mor.

Alene dét hun står frem, er at sprænge rammerne, for som hun siger: ”De biologiske mødre skal helst glemmes – være usynlige.” Hun har f.eks. forgæves forsøgt at få udgivet en bog om sine oplevelser. Men selv om forlagene roser hendes værk, ønsker ingen at udgive den. Det er tabu.

Men denne aften er det ikke tabu: Der debatteres livligt aftenen igennem. Skal de biologiske forældre have ret til at opsøge deres bortadopterede børn? Hvordan bedres forholdene for de adopterede? Hvordan ser adoptivforældre på de biologiske forældre – dengang og nu?

En helt igennem lærerig og spændende aften. Arrangementet kan anbefales på det varmeste.

Winnie Horne Jepsen, Adoption & Samfund Ribe Amt.

Foredrag i Adoption og Samfund Københavns Amt Vibeke Pedersen:

Onsdag den 15. september fortalte psykoterapeut Aniella Bonnichsen historien om hvordan hun som 15-årig i 1970, tvunget af omstændighederne, måtte bortadoptere sin nyfødte søn, og hvad det kom til at betyde for hendes liv.

Det var bevægende og interessant at se hele adoptions problematikken fra den anden side, og Aniella fortalte sin historie levende og fængslende. Det er på mange måder en barsk historie, og det må kræve et stort mod og overskud at stille sig op og fortælle den. Det er stadig en beslutning forbundet med mange tabuer, at bortadoptere sit barn. For Aniella har uvisheden om barnets skæbne været det værste, og så det at hun ikke rigtig kunne tale med andre om det.

Men Aniella har helt klart et budskab til os adoptivforældre. Hvis det er vigtigt for vores børn at kende og opsøge deres biologiske ophav, må vi ikke stå i vejen, men bakke op om deres beslutning. Det er ikke rimeligt at de skal tage mere hensyn til vores følelser, end deres egne.